Kan virtual reality afhjælpe psykisk sygdom?
Mere end 750 millioner mennesker lever på verdensplan med psykiske lidelser som angst, depression og skizofreni. Eksperter håber, at virtual reality kan blive et effektivt værktøj i kampen for at give de berørte en bedre hverdag.
Forleden faldt jeg over denne artikel på Techglad, der stiller spørgsmålet: Hvad kan man med virtual reality (VR)?. Svaret er, at du kan en helt masse ting med VR – men hvor nogle ting er mest for sjov, har andre både menneskelige og økonomiske fordele.
Det er et kendt faktum, at psykiske lidelser hvert år koster samfundet milliarder af kroner, og ikke mindst at det er sygdomme, der er svære at komme ordentligt til livs. Medicin og samtaleterapi er de mest anvendte metoder til helbredelse eller bedring, men eksperter spår, at også VR kan have en positiv effekt for mennesker, der har problemer med det mentale helbred.
VR som behandling mod angst
På dansk grund er der allerede foretaget forsøg med VR som behandling mod angst. Blandt andet skulle personer med social angst på en virtuel shoppetur for at konfrontere frygten for at være sammen med mange mennesker på én gang – og det viste sig, at VR-oplevelsen gav dem samme angstfølelse som det virkelige liv.
Kan man udløse nogle af de faktorer, der sætter gang i de psykiske lidelser, bliver det også lettere at bearbejde og behandle dem, mener eksperterne, der samtidig forklarer, at VR er en fornøjelig oplevelse for personer, der er indlagt på hospitalet og ikke kan komme ud i naturen. Og selvom det lyder tamt og halvkedeligt, så viser det sig faktisk, at selv den virtuelle naturoplevelse har positive effekter på indlægningstiden og det generelle humør hos patienten.
Depression er endnu en af de mentale lidelse, VR forhåbentlig kan hjælpe med. I hvert fald viser undersøgelser, at forsøgspersoner der gennemgår et virtuelt forløb, får reduceret symptomerne markant.